Sprøjtehuset

Sprøjtehuset er opført ca. 1864 efter påbud til sognekommunerne om oprettelse af brandværn, og indtil 2. verdenskrig stod byens brandsprøjte i sprøjtehuset.

Brandsprøjten bestod af en stor vandbeholder på hjul og en manuelt betjent håndpumpe.

Da brandsprøjten blev skiftet ud med noget mere moderne, blev understellet solgt til en mælkemand på Stenderupvej. Vandbeholderen, der var af kobber, kom til Hornsyld Ølbryggeri. Kobberbeholderen befinder sig nu på Industrimuseet i Horsens, indmuret som en gruekedel.

Under 2. verdenskrig blev der opbevaret kul og andet brændsel i sprøjtehuset – til opvarmning af skolen, som lå lige overfor (nu borgerhus, børnehave og lokalarkiv).

Sprøjtehuset Bjerre 2
Se mere om sprøjtehuse f.eks. på dette link Sprøjtehuse generelt

Mountain Bike bane

På initiativ af Skov og Naturstyrelsen Ole Klitgaard og Bjerre Lokalråd Jan Simris blev ideen om en MTB bane udtænkt i september 2009.

Bjerge skov er en statsskov og har et stort besøgstal ved Elvedam, Bjerre Engsø og Sydskoven. Bjerge nordskoven er derimod meget mindre besøgt, da der her er meget kuperet. På højdedraget i skoven er man 100 m over havet og derfor ideelt til Mountainbiking.

Bane forløbet er tegnet af Tommy Rybka Hedensted MTB. Byggearbejdet er foretaget i samarbejde mellem Naturstyrelsen og MTB klubberne: MTB Hedensted – MTB 8700 Horsens – MTB 7130 og BGI akademi og Bjerre Lokalråd og rigtig mange frivillige. Bygning af banen er betalt af daværende Skov og Naturstyrelsen og Insero fonden.

Links:

Bjerre MTB

Bjerre MTB rute

Karens Lyst

I 1920’erne – 30’erne hed gården ”Sindsro”. Der var café i havestuen og dansant om sommeren, samt grundlovsfester og møder.

Haven bagved gården gik lige op til skoven, hvor der i 30’erne blev spillet komedie (dilettant) bl.a. ”Elverhøj”. Der findes flere gamle fotos fra forestillingen i Bjerre Lokalarkiv.

I 1940’erne – 50’erne hed gården ”Frandsens gård”, nu (2014) ”Karenslyst” efter en tidligere ejer.

www.bjerrelokalarkiv.dk

Johannes Bænk

Denne bænk er sat op i starten af 1900-tallet på foranledning af lærerinde Johanne Holm, som var lærer på Bjerre Skole og datter af lærer P. A . Holm, Bjerre Skole.

Bænken vedligeholdes af frivillige i Bjerre og Bjerre Lokalråd.

Fra bænken ses Bjerre Engsø – et naturgenopretningsprojekt (beskrevet ved søen, længere fremme).

Galgebakken – Bjerrelide

På Bjerrelide i den vestlige ende, findes Galgebakken.

Kort Galgebakken

Her blev forbrydere henrettet – tyveknægte blev hængt med tyvekoster på ryggen og mordere blev halshugget.

Den sidste henrettelse på Bjerrelide var morderen Søren Bundgård Rasmussen, der blev halshugget d. 16. december1856.

Han blev stillet for Retten i Bjerre den 29. januar 1856 og dømt til »at miste sin hals og hans hoved at sætte på en stage«. Han appellerede dommen, men den blev både stadfæstet af Vestre Landsret i Viborg og af Højesteret.

3½ år efter mordet på den 14 årige Maren Kirstine Abrahamsdatter blev Søren Bundgaard henrettet ved halshugning på Galgebakken på Bjerrelide.

Han blev kørt derop i en åben hestevogn liggende på halm i vognbunden. Da han så de tililende, råbte han: “Bare rolig – der sker ikke noget, før jeg kommer!”

Fynbogården

“Fynbogården” er en bindingsværksgård fra 1770, hvor den blev bygget af tilflyttere fra Fyn.

Bjarne Lohmann

Først i 1900-tallet boede der en Rasmus Hansen på gården. Om ham fortælles der, at han var meget dygtig til at brygge gammeløl, som er en øltype, man bliver meget beruset af – især med tilsætning af sukker. Øllet var berømt i nabolaget.

Når hans kone, Anne, rejste på familiebesøg på Fyn, kom alle “skriverne” henne fra herredsfogedboligen, nu “Dommergården”, hen til Rasmus, og så blev der spillet kort og drukket øl.

Bageren, der boede lige overfor Fynbogården blev engang så beruset, at han kravlede hjem tværs over landevejen.

Rasmus Hansen døde i 1935.

Fynbogården ejes (2014) af Henriette Rose Laursen, som har “Bed and Breakfast” på gården.
www.fynbogaard.dk

www.bjerrelokalarkiv.dk

Dommergården

”Dommergården” er opført omkring 1854 som bolig og kontor for herredsfogeden. Dengang hed huset ”Aldershvile”.

Dommergården før 1991

Dommergården har huset herredsfogeden til 1919, hvor retsplejeloven fra 1916 trådte i kraft og retsinstansen flyttes til Horsens.

1919 til 1942 var Dommergården bolig for bl.a. dommer Schjørring.
1942 til 2000 Børne- og ungdomspensionen ”Dommergården”
2001 bliver huset solgt til privatbolig og virksomhed.

Dommergården luftfoto før 1991

Før 1854 var herredsfogeden en gårdmand fra en af de større gårde i herredet, og justitsråd, herredsfoged og birkedommer Brorson boede på ”Herredsfogedgården” i Hornsyld.
Pudsigt nok flytter Børne- og ungdomspensionen ”Dommergården” i 2000 til Hornsyld i nye flotte lokaler på Bakkevej, og kaldes nu Børne- og familiehjemmet ”Bakkevej”, bygget på det sted hvor ”Herredsfogedgården” tidligere lå.

Bjerre Skole

Den ældste skole i Bjerre er bygget i 1776 på adressen Holmen 12a, og den tilhørende degn boede på Neder Bjerrevej 1.

På grunden Holmen 8, har der gennem tiderne ligget 3 skoler. Den første blev bygget i 1860.

Bjerre Kirke og skoleDen anden skole blev bygget i 1908 (den store hvide bygning nederst til højre på billedet). Den nuværende bygning er bygget i 1959.

Skolen lukkede i 1991 på grund af et elevtal på under 50.

Af markante lærere på Bjerre Skole kan nævnes lærer P. A. Holm, som var lærer her fra 1898 til 1909. Lærer Holm havde i 1898 alle elever med til København, hvor man var på besøg i Folketinget. Lærer Holm var medstifter af Danmarks Lærerforening og Lærernes Brandforsikring.

Bygningerne indeholder i dag Bjerre Borgerhus, Bjerre Lokalarkiv og Bjerre Skovbørnehave.

www.bjerrelokalarkiv.dk

www.skovtrolden.dk

Etiket:

Bjerre Kro

Den ældste kro var ca. 300 år gammel, mens den nuværende hovedbygning er fra 1859, hvor kroen blev en “kongelig privilegeret kro”.

På en kongelig privilegeret kro kunne kongens embedsmænd spise og overnatte gratis. Til gengæld fik kroejeren lov til at brygge øl og brændevin (det gav en god indtægt). Der var også et stort landbrug til kroen.

I mange år, efter grundloven i 1849, afholdtes vælgermøder her. I 1930’erne -40’erne kom de ”fine” kørende i hestevogn fra Horsens for at spise søndagsmiddag og måske benytte keglebanen i krohaven. Hestene blev opstaldet i krostalden og passet af ”Kro-Søren”.

Bjerre Kro

Stalden væltede i en storm i 1999.

I 1930’erne havde kroen en udvendig trappe i gavlen, hvor der var en høkerbutik (købmand).

En gang om ugen kom der en frisør fra Horsens, og man kunne så blive klippet og barberet på kroen.

Først i 70’erne blev der etableret offentlig telefonboks i gavlen af krostalden.

Den mest kendte krokone var maleren Ingeborg Andersen, som – først sammen med sine forældre og siden alene, havde kroen i ca. 40 år. Der er stadig to af hendes vægmalerier i gildesalen. Ingeborg døde i 1978.

Den nuværende ejer, Niels Gerdsen, har haft kroen siden 1995.

I 2014 er det ikke længere lovligt at hedde eller være en ”kongelig privilegeret kro”.

www.bjerrekro.dk
www.bjerrelokalarkiv.dk

Bjerre Kirke

Bjerre Kirke er en frådstenskirke i romansk stil, hvis ældste dele kan dateres helt tilbage til omkring/før år 1200, tårnet er lidt yngre.

Bjerre Kirke og skole

I 1600-tallet havde kirken mange vekslende ejere (tilhørte to gange Skerrildgård), og i 1687 afhændede Kronen kirken, som derefter tilhørte forskellige prominente personer, bl.a. en kancellisekretær, en admiral, en københavnsk handelsmand, en borgmester i Horsens, en købmand i Horsens og senere først én, så en anden gårdmand i Hornum/Hornumkær, indtil kirken i 1913 overgik til selveje under Bjerre-Hatting Herreders Provsti.

Bjerre Kirke 01

Kirken blev senest istandsat i 1995-1999.

Det er skibets højtsiddende vinduer, der indikerer kirkens alder.
Byggematerialet frådsten, en porøs kalksten, blev anvendt til flere af de ældste kirker i Danmark.
Ydermurene, der ikke står på nogen sokkel, har gennem tiderne været repareret flere gange.

Bjerre Kirke 02

Fra 1913-1997 er murene repareret med munkesten. Altertavlen er fra omkring 1634.

Tårnet har en af landets ældste kirkeklokker fra 1300-tallet, lavet af en støber Uldall, vægt 350 kg, diameter 818 mm.

Kirkegården omlægges p.t. (2014-) grundet flere urnebegravelser.

Se bogen “Danmarks Kirker”, ISBN 978-87-7602-147-4

Etiket:

Bjerre arrest

Bjerre Arrest er opført i 1846 – som arrest og tinghus (en bygning, hvor der afholdes rettergang).

Bjerre Arrest 01

Fra 1923-1932 var bygningen udlejet til Horsens Tugthus, og fra 1939-1945 var den anneks til Statsfængslet i Horsens og blev efter befrielsen anvendt til fængsel for værnemagere.

De sidste fanger forlod arresten i 1956, hvorefter forsvaret havde bygningen til 1980-81.

Bjerre Arrest 02Søren Bundgård var den sidste fange, der blev henrettet fra arresten. Han var anklaget for mord på en 15-årig pige; han nægtede, men røbede sig til en “medfange”, som politiet indsatte.
Han blev dømt, og i 1858 kørt i hestevogn til Galgebakken på Bjerrelide for at blive halshugget. Undervejs råbte han til de tililende: “Bare rolig, der sker ikke noget før jeg kommer”.
Bjerre Lokalarkiv har hele beretningen.

I 2003 blev arresten solgt til en privat – den er handlet flere gange siden. Hovedbygningen er fredet.

www.bjerrelokalarkiv.dk

Fiskestine fra Breth

En dag i begyndelsen af 1900-tallet kom Fiskestine traskende på sin rute forbi sognefoged Jens Peter Sørensens gård i Breth.
Han havde bestilt fotograf for at få fotograferet gården, sig selv, konen, børnene, de ansatte og gårdens heste og køer.

Fiskestine, ca. 1900.

Fiskestine, ca. 1900.

Hans kone syntes at Fiskestine også skulle foreviges, så hun fik bundet et af sognefogedkonens forklæder om livet, stillet op ved trappestenen, hvor hunden fik sig en lur – og så blev Fiskestine fotograferet første, eneste og sidste gang i sit liv.

Hvorfor gøre opmærksom på Fiskestine fra Breth?

Fordi hendes liv (1831-1917) var et langt mønsterbrud i forhold til at være datter af en husmand, fraskilt kvinde og enlig mor i sidste halvdel af 1800-tallet.

Fiskestine var et enestående menneske i mange betydninger: På trods af et benhårdt liv opnåede hun almindelig anerkendelse som selverhvervende fiskehandler, klude- og bensamler, plejemor, klog kone, samfundsstøtte og husejer – huset ligger lidt længere henne ad Brethvej.

Der er intet i begyndelsen af Fiskestines liv, der tyder på noget særligt. Hun blev født 1831 og døbt Ane Kathrine Rasmusdatter og var den ene af et tvillingepar. Hendes forældre var husmand Rasmus Rasmussen og hustru Sidsel Maria Nielsdatter fra Breth.

Hun gik i skole og kom ud at tjene før konfirmationen. Bedømmelsen til konfirmationen var ”temmelig god” – det skraber lige an – både i kundskab og opførsel.

Hun fik et ”uægte” barn (dvs. hun var ugift) som 28-årig, men hun blev gift med den udlagte barnefader, og de fik 2 børn mere. Ægteskabet gik ikke godt. De blev skilt efter 6-7 år, så som 35-årig – i 1866 – var hun enlig mor med 3 børn.

13 Fiskestines turHvordan klarede hun sig???

Fiskehandlerske:

Fiskene blev hentet hos fiskerne ved Geerts Strand og Ro-senvold Strand ved 4-5-tiden om morgenen.
Det var gåture på henholdsvis 6,5 km. og 9 km. – plus de kilometer hun gik ad en længere rute hjemad for at sælge fisken. Fiskene havde hun i en kurv/”en poni” på ryggen.

Var der ikke fisk at få kunne der fyldes sand i kurven. Sandet blev solgt og blev dengang brugt til at strø på gulve og i spyttebakker.

Klude og ben/knogler:
Samtidig med salget af fiskene indsamlede Fiskestine gamle klude og ben/knogler hos bønderne. Kludene blev vasket og sendt til Horsens, hvor de indbragte en god pris. Knoglerne kunne også sælges og bruges til benmel eller som råmateriale til bensløjd.

En bonde, der havde Fiskestines klude og ben med til Horsens sammen med sit eget læs korn, blev overrasket over, at hun fik mere for sine produkter, end han fik for sit læs korn.

Fiskestines middel mod fregner

Fiskestines middel mod fregner

Klog kone:
Fiskestine kunne mere end sit fadervor! Hun hjalp folk med forskellige salver og kure.
Der er også historier om, at hun kunne læse over bulne fingre og på den måde få betændelsen til at forsvinde – hvis man troede på det!
Derudover anskaffede hun en kartoffel-melsmaskine, som hun lejede ud, hun havde børn i pleje for betaling, og hun havde fattiglemmer på kost.

Så ved at arbejde, arbejde og arbejde fik hun midler til at købe hus og skabe en tilværelse for sine børn og sig selv.

Da den ene af hendes døtre døde af tuberkulose som 25-årig (1887), tog hun sig selvføl-gelig af hendes lille dreng. Da hendes søn udvandrede til USA (1884) og i starten havde en meget hård tid, blev familien støttet økonomisk.

Markant, gavmild – og flittig ud over alle grænser er nok de udtryk, der beskriver Fiskestine bedst.

Markant, gavmild – og flittig ud over alle grænser er nok de udtryk, der beskriver Fiske-stine bedst.

Fra nabogården, Lerholm, er der blevet fortalt, at børnene – der var 15! – fik en daler på deres fødselsdag. Hun støttede initiativer og sager, som de mennesker, hun kendte, brændte for – f.eks. Danske Kvinders Forsvarsforening og Københavns befæstning.

Mange af historierne om Fiskestine viser tydeligt, at hun var en meget markant person-lighed. Man kunne være sikker på direkte og klar besked, hvis der var noget at bemærke – men altid også ”med hjertet på rette sted”.

Fiskestine døde i 1917 og efterlod huset til barnebarnet, der drev snedkerforretning fra ejendommen.

Kort med placering af QR-historier i Barrit/Vrigsted og omegn.

Randgård

Når man ser Randgård, er det svært at se, at her er en meget gammel historie.

Men Randgård er en gammel ”enestegård”, der nævnes første gang i 1664. Enestegårdene har altid ligget udenfor landsbyfællesskabet, og ofte har de en særlig historie, der har været årsag til at gården lå for sig selv.

Randgård var fra starten bolig for en skovfoged under Boller Slot. Den første kendte fæster og skovfoged, Peder Christensen, havde mere skov en agerjord at leve af. Men der var også skov nok til, at 60 oldensvin kunne finde deres føde i den. I slutningen af 1600-tallet ønskede greven på Boller selv at overtage brugsretten til skoven, så den blev udskiftet med godt 5 ha. agerjord, Randgård beholdt dog noget skov.

I meget gammel tid (1700-tallet) havde Randgård ret til brændevinsudskænkning, hvilket andre steder i landet hang sammen med gårde – købmandsgårde, færgegårde – hvorfra der foregik handel eller færdsel over stranden. Det er der ingen optegnelser om i forhold til Randgård; men langt senere – omkring 1900 – var der dog en skibsplads, hvorfra der udskibedes træ fra skoven omkring gården.

I 1747 kom der ny fæster i Randgård, og i fæstebrevet kan man se, at en del af fæsteafgiften er 1/8 af fangsten af ål fra gårdens ålegård. Det er også første gang omfanget af skovfogedens job beskrives præcist: Han var skovens ordenshåndhæver og skulle holde øje med og anmelde tyveri af træ og ris, krybskytteri m.v. Han skulle også anvise hvilket træ bønder med ret til træ fra skoven måtte tage. Skovridderen var hans overordnede.

I 1830-erne blev skovfogedjobbet udskilt fra gården, der i mellemtiden var vokset til 35 ha.
Det gik godt for Morten Andersen, bonden på Randgård. I 1855 var han i stand til at købe gården til ejendom.

Randgård, ca. 1910.

Randgård, ca. 1910.

Op gennem 1900-tallet blev Randgård drevet som almindelig gård. Den var fra 1855 i samme families eje (dog afbrudt af en meget kort periode, hvor ejerskabet gik ud af familien), så betegnelsen ”slægtsgård” er fortjent.

I 2014 blev gården solgt til Barritskov.

Kort med placering af QR-historier i Barrit/Vrigsted og omegn.

Staksrode

Når man ser på Staksrode ser man en ”vejlandsby” – en landsby med gårde og huse, der stort set ligger fordelt langs én vej – i Staksrodes tilfælde Staksrodevej og Randvej med den tidligere brugsforening liggende på hjørnet af de to veje. Og sådan har Staksrode set ud i århundreder.

Staksrodes historie går helt tilbage til 1238, hvor den optræder som ”Barrit Rud” – en rydning i den skov der strakte sig langt ind i landet nord for Vejle Fjord – og med tilknytning til Barrit. Senere blev navnet afkortet til ”Rude”, ”Rue” og i nyere tid (1800-tallet) Staxrode, Staksrode og Stagsrode, der formentlig har sammenhæng til voldstedet Stagsevold nede i skoven.

Fra gammel tid har Staksrode været en landsby på grænsen mellem det dyrkede land og skoven. En landsby med nogle få fæstegårde, hvor bonden og hans familie levede af jorden og nogle fæstehusmandsbrug, hvor beboerne levede af den smule jord der hørte til huset, måske et håndværk og ellers af daglejerarbejde på gårdene eller i skoven.

Omkring 1800 skete der noget: Bondefrigørelsen medførte at administrative opgaver blev taget fra godsejerne og præsterne og lagt ud til gårdmændene. Der blev oprettet sognefogedembeder til soldaterudskrivning og lokal ordenshåndhævelse. Ansvaret for skole og fattigvæsen, overgik til lokale råd.

I første halvdel af 1800-tallet, hvor Staksrode havde fået skole, blev undervisningens dårlige kvalitet begrundet med, at lokalsamfundet var så fattigt, at der ikke var råd til at ansætte ordentlige lærere. Til gengæld fik eleverne så mange tæv, at forældrene klagede til tilsynsmyndigheden. Det er også indflydelse!

Forgrund: Staksrode Brugsforening. Til højre smedjen og centralen, bagved mellem træerne skolen og i baggrunden Den Gamle Skole ca. 1955.

Forgrund: Staksrode Brugsforening. Til højre smedjen og centralen, bagved mellem træerne skolen og i baggrunden Den Gamle Skole ca. 1955.

Omkring 1900 tog udviklingen fart:
Der var to smedjer og en vindmølle, der stiftedes en brugsforening med sale til møder og arrangementer og til konkurrence for købmanden. Man stod sammen om en lokal hesteforsikring og en fælles kreaturvægt, og der plantedes frugttræer langs vejene, hvor brugsretten solgtes på auktion til høstfesten og overskuddet gik til vedligeholdelse af samlingssalene i brugsen.

Der kom strøm til byen, der byggedes en ny skole, der i 1950-erne havde 25 børn i de to klasser. I den gamle skole indrettedes en overgang et bibliotek, der oprettedes en telefoncentral, et fælles frysehus og et vandværk og til fritiden opstod der en idrætsforening, hvor damerne et år nåede finalen om Det Jyske Mesterskab i håndbold i deres række.

Fra midten af 1900-tallet startede afviklingen af landsbyfællesskabet – begyndende med skolens nedlæggelse i 1956. Ca. 1980 var stort set alle ovennævnte fælles projekter og initiativer gået i sig selv igen. Staksrode delte skæbne med hundredevis af andre landsbyer.

Staksrode er stadig et levested. Gårdene og husene står der stadig med deres beboere, og langs vejene ser man stadig frugttræerne – vidner om: At hvor der er liv, er der håb.

Kort med placering af QR-historier i Barrit/Vrigsted og omegn.

Foldagergård og egetræet i Neder Vrigsted

Foldagergård har været en almindelig gård, hvor det eneste særlige er, at ejeren på et tidspunkt i 1820-erne fandt på, at markere sit ejerskab ved at plante et egetræ, der i mellemtiden er blevet det ældste træ i Barrit-Vrigsted området.

Derfor lidt om en helt almindelig gård:

Gårdene blev ejet af en herregård og fæstet – lejet – ud til en bonde. Foldagergård blev ejet af Skanderborg Rytterdistrikt, og fæsterens fæsteafgift gik til at holde et par bataljoner af hæren med heste, våben og mad til soldaterne. Skanderborg Rytterdistrikt blev nedlagt 1761 og gårdene solgt til bønderne selv eller til en herregård, der så overtog bonden sammen med gården.

Før 1780 lå næsten alle gårde samlede i landsbyen. Foldagergård lå også dengang på sin nuværende placering. Gårdenes jord var i landsbyen inddelt i vange og marker, så en gård kunne have sin jord fordelt på 20-30 forskellige parceller fordelt i markerne. Man dyrkede jorden i fællesskab. På bystævnet blev man f.eks. enige om, hvornår og i hvilken mark høsten skulle begynde.

Udskiftningskortet fra 1787, hvor man kan se Foldagergårds bygninger og jord: matr.nr 25a.

Udskiftningskortet fra 1787, hvor man kan se Foldagergårds bygninger og jord: matr.nr 25a.

1787 udskiftedes jorden i Neder Vrigsted, så gårdene fik samlet deres jord.

Bonden på Foldagergård var heldig. Den jord, han fik, lå lige i nærheden af gårdens bygninger. Andre bønder måtte rive bygningerne ned og genopføre dem på den jord, de havde fået tildelt i udkanten af byens marker.

1788 blev stavnsbåndet ophævet og større frihed og selvbestemmelse begyndte at brede sig blandt bønderne.

Bonden på Foldagergård hed Søren Hansen. I 1801 var han stadig fæstebonde; men i 1819 købte Therkel Pedersen Hald Foldagergård – enten af Søren Hansen eller det gods, der havde gården i fæste – og Therkel Pedersen Hald plantede egetræet ved gårdens indkørsel, inden han solgte gårde igen i 1832.

Foldagergård, 1907. Egetræet til venstre er 80 år gammelt.

Foldagergård, 1907. Egetræet til venstre er 80 år gammelt.

At være bonde på en gård var i århundreder et middel til overlevelse for bonden og hans husstand. Med bondefrigørelsen, hvor bonden blev herre i eget hus, udskiftningen, hvor han blev herre over egen produktion og andelsbevægelserne, hvor man stod sammen og anlagde mejerier, slagterier mv., ændredes vilkårene, så man kunne producere og sælge i større målestok – og det gik de næste 150 år med for bonden på Foldagergård. Det var også samme familie, der ejede gården i perioden.

1989 blev Foldagergård solgt til naboen på Vrigsted Østergård. Han solgte bygningerne fra og lagde jorden fra de to gårde sammen.

Kort med placering af QR-historier i Barrit/Vrigsted og omegn.

Grundlovsegen / Kvindeegen

Grundlovsegen i Over Barrit blev plantet på Grundlovsdag – d. 5. juni – i 1915.
Det skete i forbindelse med den grundlovsændring, der gav valgret og valgbarhed for kvinder til Folketinget – og dengang også Landstinget.

Vi må tro, at det var en kreds af lokale kvinder, der tog initiativ til plantningen, for det var det alle andre steder. Men vi ved det ikke med sikkerhed. Det sted, man udvalgte var gården til forsamlingshuset, Barrit Afholdshjem.

Grundlovsegen-Kvindeegen ved Barrit Afholdshjem, ca. 1940.

Grundlovsegen-Kvindeegen ved Barrit Afholdshjem, ca. 1940.

Danmarks grundlov fra 1849 var kun delvist demokratisk, idet store grupper af befolknin-gen blev efterladt uden valgret. Undtagelserne blev populært kaldt ”de 7 f’er”:

• Fruentimmere (kvinder),
• Folkehold (tjenestefolk),
• Fattige (folk, der modtog støtte fra fattigvæsenet)
• Forbrydere (folk der var dømt for en kriminel handling)
• Fjolser (intelligenshandicappede)
• Fremmede (udlændinge)
• Fallenter (folk der var gået konkurs med en forretning eller virksomhed)

I 1915 gjorde folketing og landsting i enighed op med ”de to første f’er” og gav kvinder og tjenestefolk valgret. Der var altså ingen folkeafstemning! Med enighed havde folketinget og landstinget denne mulighed for at foretage ændringer i selve grundlaget for rigets ledelse.

Allerede fra slutningen af 1800-tallet var der et stigende pres fra kvindeorganisationer og demokratisk sindede politikere for at give kvinderne politisk indflydelse – de udgjorde trods alt halvdelen af befolkningen.
Presset gav resultat i form af valgret og valgbarhed for kvinderne til sognerådene i 1908.

I 1915 faldt så den sidste lovmæssige bastion mod kvindernes deltagelse i det offentlige politiske liv. Det blev fejret med plantning af egetræer i 40-50 lokalsamfund rundt omkring i landet – og altså også i Barrit.

Trods dette synlige bevis på en gruppe aktive kvinder, nåede der aldrig at komme en kvinde med i sognerådet i Barrit-Vrigsted Kommune inden sammenlægningen til Juelsminde Kommune i 1970.

Kort med placering af QR-historier i Barrit/Vrigsted og omegn.

Barrit Andelsmejeri

Barrit Andelsmejeri blev indviet i 1887.

Placeringen overfor Horsens-Juelsminde Jernbanes station (Brølbæk 12) var afgørende: at læsse en godsvogn med oste tog 2-3 dage, hvor ostene blev kørt fra mejeriet til stationens læsserampe på store trækvogne.

Horsens-Juelsminde Jernbanen var færdigbygget i 1884.

Barrit Andelsmejeri, ca. 1900

Barrit Andelsmejeri, ca. 1900

Allerede i 1892 havde Barrit Andelsmejeri 232 leverandører, der til sammen havde 1450 køer, der gav 1.750.000 kg. mælk.

At arbejde med mælken – her Breth-firlingerne, der henter returmælk, ca. 1940

At arbejde med mælken – her Breth-firlingerne, der henter returmælk, ca. 1940

Mejeriet gav arbejde til 6-8 personer i produktionen plus et antal mælkekuske, hvor husmænd kunne få en kærkommen biindtægt ved at køre mælk til mejeriet.

Det oprindelige mejeri blev nedrevet og erstattet af det nuværende i 1930-erne.

Barrit Andelsmejeri var det største og almindeligt anerkendt som det bedst fungerende mejeri i Bjerre Herred.

Ved 125-årsjubilæet i 2012 havde der kun været ansat 5 mejeribestyrere – Nr. 2: H.C. Hansen var bestyrer i 41 år. Mejeriet fik mange hædersbeviser og medaljer for fremragende produkter op gennem årene.

Mindre mejerier fik i slutningen af 1960-erne problemer med at overleve, så man dannede Bjerre Herreds Mejeriselskab.

Produktionen koncentreredes efterhånden i Barrit, der i 1987 var det eneste tilbageværende mejeri.

Medarbejdere ved Barrit Mejeri, ca. 1948.

Medarbejdere ved Barrit Mejeri, ca. 1948.

Selvom mejeriselskaberne yderligere fusionerede i koncerner – Mejeriselskabet Dan-mark/MD-Foods/ARLA – der efterhånden også blev internationale, fastholdt man i Barrit andelsstrukturen. Dette på trods af, at der i 1999 kun var 27 andelshavere, der indvejede 4.8 mill. kg. mælk. Man overlevede på en højkvalitets nicheproduktion af flødeoste.

Andelsbevægelsen var den vigtigste faktor i udviklingen af Danmark fra et tilbagestående landbrugsland til et moderne industrisamfund, hvor landets eneste råvare – landbrugs-produkterne – blev bearbejdet, forædlet og solgt over hele verden. Denne historie er Barrit Mejeri med sin nicheproduktion af flødeoste stadig en del af.

Se: Barrit Mejeris hjemmeside

Kort med placering af QR-historier i Barrit/Vrigsted og omegn.

Etiket:

Vrigsted Efterskole

Stående foran Vrigsted Efterskole ses det tydeligt – på om- og tilbygninger – at stedets historie rækker længere tilbage end til 1997, hvor Vrigsted Efterskole blev oprettet.

Den nuværende skole er en efterskole for normalt begavede ordblinde unge mennesker.
Den blev oprettet i et samarbejde mellem en gruppe af lokale initiativtagere og landsorganisationen ”Ungdommens Vel”.

Grundidéen var at styrke unge med alvorlige læse- og staveproblemer til et almindeligt uddannelses- og ungdomsliv og pegende frem mod et voksenliv med flere valgmuligheder og større chance for at lykkes som menneske.

Dr. Sell’s Minde, ca. 1940

Dr. Sell’s Minde, ca. 1940

Dr. Sells Minde
Efterskolens start i 1997 var betinget af lukningen af epilepsiplejehjemmet ”Dr. Sells Minde”, der havde haft til huse i bygningerne fra 1938. Epilepsiplejehjemmet var en selvstændig institution under Kolonien Filadelfia i Dianalund på Sjælland.

Før den moderne behandling kunne en epileptikers plejebehov let overstige, hvad en almindelig familie kunne klare. Der trådte Dr. Sells Minde til. Institutionen blev nedlagt i 1994 og de sidste beboere overflyttet til Stormly i Klakring. Men Dr. Sells Minde var ikke den første institution på stedet.

Vrigsted Højskole med en for længst nedrevet bygning i forgrunden. Den skal over tid have rummet både forsamlingshus, gymnastikhus, håndværkerafdeling og friskole, ca. 1900.

Vrigsted Højskole med en for længst nedrevet bygning i forgrunden. Den skal over tid have rummet både forsamlingshus, gymnastikhus, håndværkerafdeling og friskole, ca. 1900.

Vrigsted Højskole
Vrigsted Højskole blev oprettet – som aktieselskab – i 1866 af grundtvigske bønder på egnen og med Lorens Maltesen som forstander.

Højskolens start – 2 år efter nederlaget ved Dybbøl og tabet af Sønderjylland – bar præg af holdningen: ”Hvad udad tabes, skal indad vindes.” Maltesen udtrykte højskolens formål: ”Du skal finde dig selv som kristen, kende dig selv som dansk og øge din kundskab, så du kan udføre din gerning blandt de bedste”.

I 1879 var skolen så velfunderet, at Maltesen overtog ejerskabet og drev skolen videre for egen regning. Op mod 1900 var der stor fremgang i søgningen til skolen, der fra starten også rummede friskole og agerede forsamlingshus. Begge delfunktioner blev nedlagt før 1900, idet Vrigsted Forsamlingshus blev oprettet og Vrigsted Skole fik en virkelig dygtig lærer i Anders Jørgensen.

1. verdenskrig medførte døden for mange højskoler – også Vrigsted Højskole. I 1919 blev skolen solgt og den nye forstander – og flere efter ham – forsøgte med efterskole og landbrugsskole på stedet, men uden held. 1938 blev tanken om en fri skole i Vrigsted ”lagt i mølpose” – foreløbigt!

Se: Vrigsted Efterskole

Etiket:

Stenhøj Maskinfabrik

Sigurd Stenhøj købte sin læremesters, J.C. Kammersgaards, smede- og maskinforretning i 1917. Reparation og produktion af dele til landbrugets maskiner var det vigtigste; men ret hurtigt kom autoreparation og salg af Ford-biler med.

Stenhøjs Smedje på nuv. Barrit Langgade 176, 1917. Efter flytningen til den ny fabrik på Barrit Langgade 190 blev her jernstøberi.

Stenhøjs Smedje på nuv. Barrit Langgade 176, 1917. Efter flytningen til den ny fabrik på Barrit Langgade 190 blev her jernstøberi.

Med fremkomsten af de lavere Chevrolet-biler fik Stenhøj idéen til at lave en hydraulisk autoløfter og satte den i produktion. Allerede i 1931 var der 10 mænd beskæftiget med produktion af autoløftere, og i 1932 modtog de den første eksportordre – til Durban i Syd-afrika.

Produktionen udvidedes med kompressoranlæg, og allerede før 2. verdenskrig (1939) havde Stenhøj sat en produktion af gengasgeneratorer til både person- og lastbiler i gang.
Efter krigen blev pladsen for trang. Der blev købt jord af Barritskov, og der blev opført ny gennemrationaliseret fabrik på Barrit Langgade 190.

Fra midten af 1950-erne var Stenhøjs helt store vækstperiode. Der blev bygget ny svejse-hal, nye sidehaller, ny administrationsbygning, flere haller – i 1964 opførtes hal 8, og det oprindelige areal, købt af Barritskov, var ved at være fuldt bebygget.

Stenhøj Maskinfabrik, ca. 1980.

Stenhøj Maskinfabrik, ca. 1980.

Stenhøjs behov for arbejdskraft var et konstant problem. Det nødvendige antal arbejdere fandtes ikke i Barrit-området, og der var heller ikke boliger nok.

Der opførtes medarbejderboliger ved fabrikken, ”Finnehusene”. Tømrermester Viggo Jør-gensen tegnede en ”typevilla”, der opførtes flere steder i Barrit. Stenhøj gav tilskud til køb af bolig.

I 1959 ejede fabrikken 25 udlejningsboliger. ”Garagekompagniet” langs Barrit Langgade og ”Jomfruburet” ved Vævergade blev opført, og for arbejdere fra Juelsminde og Horsens kørte der en ”Stenhøjbus”, der samlede folk op og transporterede dem direkte til fabrikken. Den kørte helt til 1987.

Produktionen på Stenhøj – og andre metalvirksomheder som Anders Pedersens Maskinfabrik, Barrit Jernstøberi, HACO – medførte gyldne tider for arbejdere og håndværkere i Barrit. Stenhøjs betydning for lokalsamfundets udvikling kan ikke overvurderes.

Men op gennem 1980-erne blev udviklingen dog meget stormfyldt. Virksomheden blev solgt et par gange og strategien ændret. Man satsede internationalt og opsplitning i specialiserede divisioner.
Kuren virkede, og virksomheden er igen en betydelig faktor som arbejdsplads i Barrit, som produktionsvirksomhed i Danmark og som leverandør af autolifte, kompressorer og specialløsninger indenfor hydraulik til hele verden.

Se mere om Stenhøj-Gruppen

Kort med placering af QR-historier i Barrit/Vrigsted og omegn.

Barrit Kirke

Barrit Kirke er, som den fremstår i dag, en af Bjerre Herreds største kirker. Den har været rammen om sognets liv: Dåb, vielser og begravelser i 8-900 år, og den er selvfølgelig sognets ældste bygning.

Kirkens placering udenfor byen – som Klakring og Stouby kirker – er tankevækkende i forhold til kirkens opførelse i midten af 1100-tallet. Det var et tidspunkt, hvor Vendernes hærgen af de danske kyster hørte til somrenes uorden. Et uvæsen som Absalon og Valdemar d. Store fik sat en stopper for i slutningen af 1100-tallet.

Hele anlæggets forsvarsmæssige fortrin kan skabe tanker om, at kirken oprindeligt både var ”Guds hus” og sognets tilflugtssted for en fjende, der kom fra fjorden. Her var et stenhus – nogle steder med næsten 2 m. tykke mure – på en oprindeligt næsten rund kirkegård, på et næs ud i engdraget mod nord og omgivet af et stendige, hvor der hurtigt kunne rejses en palisade foran.

Barrit Kirke og graverhuset, ca. 1900

Barrit Kirke og graverhuset, ca. 1900

Kirkens størrelse blev næsten fordoblet i 1200-tallet. I 1500-tallet blev det oprindelige flade træloft ændret til de nuværende hvælvinger. Tønne Reetz’s Kapel blev også tilbygget i 1500-tallet

Både kirken og tårnet har været ombygget så mange gange, at det er meget vanskeligt at danne sig et billede af det oprindelige udseende.

Alene den sidste større ombygning (1879) – en skalmuring med røde mursten – ændrede fuldstændig kirkens udseende fra en hvid landsbykirke til den nuværende mere moderne og mere majestætisk udseende kirke.

Barrit Kirkes interiør, ca. 1900.

Barrit Kirkes interiør, ca. 1900.

Tønne Reetz’s Kapel vidner om kirkens rolle som herskabskirke – godsejeren på Bar-ritskov ejede kirken. Kapellet blev opført af Tønne Reetz’s enke i slutningen af 1500-tallet. Deres våbenskjolde er gengivet over indgangen til kapellet. Det rummer kister, faner og ligsten med tilknytning til Barritskovs ejere i perioden. Kirken overgik først til selveje i 1909.

Barrit Kirkegård hører til en af de kirkegårde, hvor de døde blev begravet på den side af kirken, der vendte mod deres levested: Brethboerne mod Breth, Staksrodeboerne mod Staksrode osv. Idéen med dette arrangement var, at man på den yderste dag, hvor Jesus kalder de troende til sig, da vil vågne op med familie og venner fra det jordiske liv. Sammen kan man så gå ind til det evige liv. Kirkegården blev udvidet både i 1926 og 1981, så den i dag har mistet sit runde udseende.

Kort med placering af QR-historier i Barrit/Vrigsted og omegn.

Top