Andelsmejeriet Kirkedal i Rårup
Mejeriet blev bygget i 1887 og virkede til 1974. Fra starten blev der satset på produktion af førsteklasses smør og i 1898 begyndte man også at fremstille ost.
Efter en større ombygning og udvidelse i 1912 blev produktionen af ost forøget betydeligt.
I slutningen af 1960’erne faldt den tilførte mælkemængde og sammen med andre mejerier dannede man Bjerre Herreds Mejeriselskab. Kirkedal blev nedlagt i 1974.
I januar 1887 havde landmænd i Rårup inviteret forstander Niels Pedersen, Ladelund, til at komme og fortælle om fordelene ved at drive mejerier på andelsbasis. Allerede samme aften blev det besluttet at danne et andelsselskab og bygge et nyt mejeri.
Umiddelbart ville bankerne ikke udlåne penge til projektet, så to gårdmænd måtte låne hovedparten af pengene med pant i deres egne gårde.
Man gik straks i gang og allerede i juli måned samme år modtog ”Andelsmejeriet Kirkedal” den første mælk i de nyopførte bygninger.
Mejeriet lå højt i landskabet og det betød bl.a., at man kunne anvende spildevandet til overrisling af de nærliggende engarealer.
Mejeribestyrer J.F. Mortensen
Som bestyrer ansatte man Jørgen Frederik Mortensen. Han var bestyrer af Nøttrupgård Mejeri, der var startet som privatmejeri i 1883, men stoppede, da der nu kom andelsmejeri i Rårup.
Mælk
Det første år modtog mejeriet godt 1,5 mio. kg mælk.
Hvor meget landmændene skulle have betalt for mælken var naturligvis et vigtigt spørgsmål, der var udsat for forskellige mere eller mindre svært forståelige beregningsmetoder. Først var det efter flødeprocent, så ”flødeenheder” og siden efter sødmælkens fedtprocent.
Kvaliteten blev bl.a. bedømt ud fra syn, lugt og smag og fra 1906 blev mejeriet medlem af en mælkebedømmelsesforening. De bedste resultater blev præmierede.
Landmændene opfordres til at anskaffe et kølebassin, hvor transportspandene med mælk kan opbevares til afhentningen og det bliver obligatorisk fra 1912.
I 1928 indførtes betaling efter kvalitet ifølge reduktaseprøven, der på en enkel måde giver et billede af mængden af bakterier i mælken.
Smør
Der gik ca. 24 kg sødmælk til 1 kg smør.
J. Fr. Mortensen var en dygtig bestyrer, og mejeriet producerede smør af bedste kvalitet. Det blev afsat til grossister og fra 1907 gennem Midtjysk Smøreksportforening.
Som det ene af de to første mejerier i Danmark, opnåede Kirkedal i 1919 Forsøgslaboratoriets Guldmedalje for Smør.
Ost
I 1898 begyndte man at producere ost. Der blev bygget en ny bestyrerbolig og den gamle blev lavet om til osteri.
J. Fr. Mortensen tog på studierejser i Danmark, Tyskland og Holland og studerede osteproduktion. Han faldt især for Gouda og Edammer.
Mejeriets opland var udvidet med nye leverandører fra Nøttrup og Klejs i 1897 og i mange år lå antallet af andelshavere på ca. 285.
De større mælkemængder muliggjorde en større produktion og ved en ombygning og udvidelse i 1912 kunne man nu producere 1000 pund ost om dagen.
Maskinerne
Mejeriets maskiner blev i lang tid drevet ved dampkraft. Årsopgørelsen 1920 viser en brændselsbeholdning på 110 tons tørv og 15 tons brunkul.
Nye kedler og dampmaskiner kom til efterhånden som de gamle blev slidt eller umoderne.
Også centrifugerne, der skummede fløden, måtte skiftes efterhånden, som der kom ny og mere effektive til.
De dårligt lugtende petroleumslamper blev i 1901 erstattet af acetylengas-lys, for så endelig at blive afløst af elektrisk lys i 1906.
I 1961 leverede de 215 andelshavere 5.918.432 kg mælk.
Der var et ostekar og 11 ostepressere. Et gæringslager med 772 meter hylder og et modningslager med 1166 m hylder.
Stadig ingen spildevandsrensning.
Personalet bestod af bestyreren, 4 mejerister og 2 mandlige, ufaglærte medhjælpere.
Da mejeriet Hamlet i Skjold stoppede produktionen i 1962 kom ca. halvdelen af leverandørerne herfra til Kirkedal. Ostelageret blev moderniseret og igen senere i 1960’erne blev produktionen forøget og ostelageret udvidet.
Bjerre Herreds Mejeriselskab
Hen mod 1970 begyndte mælkemængden at falde og man talte nu om et samarbejde mellem de resterende 6 mejerier i Bjerre Herred. Det førte til dannelsen af Bjerre Herreds Mejeriselskab den 1. april 1971.
Bestyrere gennem tiden:
1887 J. Fr. Mortensen (fra 1885 betyrer af Nøttrupgaard Mejeri)
1928 Knud Munkøe (d.1956)
1956 Poul Nielsen
1960 – 1974 Jørgen Lauritzen