Færgegården

Over indgangen til den gamle færgegård – ”kro” eller ”gæstgivergård”, som den også kaldtes – var der en trætavle med følgende indskrift:

Juels Minde
Bygget 1813 af Niels Juel Reedtz

Niels Juels Reedtz var godsejer på Palsgård og byggede færgegården til rejsende med færgen Bogense-Klakring.

Dengang lå der en stor høj, Sandbjerghøjen, hvor vejen går i dag, og den gamle vej gik mellem højen og færgegården. Neden for højen var der en hyggelig krohave og på den anden side af færgegården lå som nu skoven og det høje Odelsbjerg.

Juelsminde KroenMed jernbanen kom også søndagsturisterne i stigende tal til den idylliske færgegård fortæller den 76-årige Otto Olesen i 1952:
”Til sidst var vi oppe på et par tusind mennesker på en søndag. De kom vist alle sammen med toget. Og for at være forberedt i god tid, løb jeg og mine søskende op på Odelsbjerg. Herfra kunne vi se ned til stationen og tælle, hvor mange, der steg ud. Når regnestykket var gjort op, løb vi ind og fortalte mor, hvor stor en kaffekande, hun skulle bruge den dag.

Mange nøjedes dog ikke med kaffe, men fik et rigeligt måltid mad. En ret, bestående hummer, rejer, lammesteg, kotelet og osteanretning kostede 1,25 kr., og så fik man endda gratis brændevin til…”

Færgegården SK tegning

En tilbygning, delvist i bindingsværk blev føjet til i 1910.

I 1934 blev landevejen fra Bjerre ført helt til Juelsminde. Sandbjerghøjen blev jævnet og Færgegården udvidet med en moderne tilbygning i funkisstil.

Færgegården funkis
Den 13. maj 1960 blev store dele af Hotel Færgegården ødelagt ved brand. Hele den gamle, stråtækte bygning fra 1813, samt en del af bygningen fra 1910 blev ødelagt.

Palsgård solgte færgegården i 1960 og efter skiftende ejere købte HK ejendommen til kursus- og kongrescenter.
I tiden der fulgte skete omfattende udvidelser og ombygninger og de ældste bygninger forsvandt.

Efter HK solgte i 2002 fik færgegården en omskiftelig tilværelse, indtil en arbejdsgruppe købte stedet – og det genåbnede i efteråret 2015 som Hotel Juelsminde Strand.