Skolerne i Aale
Den første skole i Aale blev oprettet i 1741, men præcis hvor den lå vides ikke.
På Aale Bygade nr. 19 – var der skole i tiden op til 1858, hvor man så byggede en ny skole på nr. 17. Den nye skole var til den nye lærer i byen, Anders Jensen Dahl.
På Aale Bygade nr. 16 blev der i 1866 oprettet en pigehøjskole af Frederikke Pio, der var stærkt inspireret af Grundtvig. Allerede 3 år senere rejste hun fra byen og Anders Jensen Dahl overtog ledelsen af højskolen.
I 1894 købte kommunen højskolen og indrettede den til kommuneskole.
I dag er der ingen af bygningerne tilbage.
Skolen blev byens ”hovedskole” da der i 1905 blev oprettet to forskoler i Aale.
Vestre Forskole længst mod vest i byen – på Vestergårdsvej 1 og Østre Forskole mod øst på Rolighedsvej 10. På forskolerne undervistes de to første årgange inden de startede på hovedskolen her inde på Aale Bygade.
I 1920 købte kommunen Aale Bygade 14 som bolig til andenlæreren – og byggede et klasseværelse til. Klasseværelset her blev brugt indtil 1956.
Der har også været flere private skoler i Aale.
I 1870 startede privatundervisning på Møllevej 1 og nogle år senere på Møllevej 5.
19 af sognets beboere oprettede i 1880 en friskole på Aale Vestermark, nærmere betegnet Dybdalvej 8, hvor N. Kr. Laursen blev ansat som lærer.
I 1906 oprettede N. Kr. Lauersen Aale Efterskole på Damgaardsvej 4 (det senere plejehjem).
I Bjerrehus på Bjerregaardsvej 11 boede Johanne Dahl Jensen sammen med moderen fra 1932 og underviste nogle børn ved spisebordet. I 1942 byggede hun huset på Korshøj 1 og fortsatte skolen her.
I starten af 1950’erne havde man en hovedskole og 2 forskoler. De tre skoler samlede man nu i én skole, da der i årene 1954-56 blev bygget en ny centralskole.