Historien om Snaptunstenen

Findestedet

Der er mange, der gennem tiderne har gået langs stranden fra Snaptun til Store Batteri, men der er ikke mange, der har været så heldige som fængselsforvalter A. J. Bruhn, Møgelkær, der en forårsdag i 1950 også tog turen.

Man kan tænke sig, at strandlinjen dengang forløb anderledes, end vi finder den i dag, men da han på sin vandring når ca. 50 m nord for ”Store Batteri” måtte han standse op. Her i strandkanten lå en hel særlig sten, som straks vakte hans opmærksomhed.

Det var en sten af et særegent udseende, en sten, som han med begejstring tog med sig, og som han senere sørgede for blev overladt Forhistorisk Museum gennem fængselslærer Peder M. Sørensen, Møgelkær.

Alt det véd vi fra en artikel bragt i Årbog for Jysk Arkæologisk Selskab fra 1959. Heri skriver navnkundige P.V. Glob i en artikel med overskriften ”Avlsten” om det fund, som efterfølgende er blevet kendt under navnet Snaptun-stenen.

P. V. Glob nævner heri, at ordet avlsten er overtaget fra norsk, hvor det er den gængse betegnelse for sten anvendt til beskyttelse af blæsebælgens tud. Avl er oprindelig afledt af islandsk og betyder esse. Midt i Snaptun-stenen er der, som i andre avlsten, et hul, der skulle lede luften fra blæsebælgen til ildstedet.

Den er fremstillet i fedtsten, – en grågrønlig stenart, der er så blød, at den let kan hugges eller saves ud af klippen og tilskæres med en lommekniv, men samtidigt er den ild- og syrefast, samt vejrbestandig. Stenarten findes ikke i Danmark, men forekommer mange steder i Norge.

Avl-stenen fra Snaptun henfører Glob til vikingetidens slutning, – altså tiden omkring år 1000, og han skriver yderligere i sin artikel, at Snaptun-stenen er den smukkest udførte avlsten, der kendes. Alene af den grund er stenen hel unik.

Nu kan ingen vel lade være med at tænke, hvorledes er denne avlsten så havnet i vandet ud for Snaptun?

Herom kan der kun gisnes. Af avlsten er der kun fundet dette ene stykke i Danmark, og det må oprindeligt have været fastgjort på en esse.
Man kan da tænke sig, at Snaptun-stenen har tilhørt et smedeudstyr på et vikingeskib, der var strandet i Horsens fjord.

At vikingerne på deres lange togter har haft brug for en smedje til udbedring af deres våben efter slag, er sandsynligt. Hvis Snaptun-stenen har hørt til en sådan transportabel vikingeskibssmedje, får man også en forklaring på den ejendommelige mandsmaske, som pryder den.

Snaptun-stenens motiv har yderligere det ejendommelige træk, at munden er forsynet med tværstreger, der måske angiver en sammensyning af den. Hvad der ligger bag en sådan sammensyning af munden er selvfølgelig vanskeligt at sige noget bestemt om, men man kunne tænke sig, at maskens mund er lukket på denne måde, for at den ikke skulle begynde at blæse med – og derved bringe falsk træk i essen.

At stenen er så enestående berettiger naturligvis i høj grad til dens nuværende placering som fast del af udstillingen i viking-afdelingen på Moesgaard. Her kan enhver interesseret – endda på nært hold – få lejlighed til at studere den nærmere.

John S. Madsen