Elværket
I april 1908 samledes en række borgere for at undersøge mulighederne og betingelserne for at oprette et elektricitetsværk i Hornsyld. En bestyrelse arbejdede hurtigt og allerede i september samme år kunne el-værket starte på Bakkevej 18.
Første bestyrer var Robert Darling i 4 år, derefter Peter Mortensen, som efter 17 år på posten startede som el-installatør i Hornsyld. Derefter kom O. Dam som bestyrer.
Værket leverede jævnstrøm ved hjælp af gas- og dieselmotorer, og brugerne deltog på andelsbasis.
For at udnytte kølevandet blev der i 1931 indrettet 2 badeværelser, således at byens borgere havde adgang til et varmt karbad mod en betaling på 4o ører pr. gang.
I 1950’erne gik man gradvis over til vekselstrøm fra BHHH, og i 1958 blev bygningerne solgt til Else og Ejnar Madsen, som startede Dansk Vaccum Plastic. Derefter overtog Siim Jensen i 1970 bygningerne til plastindustri.
I dag er bygningerne indrettet til børne- og familiehjem.