Hornsyld station / Juelsminde banen.
For at skaffe bedre forbindelse mellem Horsens og Bjerre Herred tænkte man allerede sidst i 1870’erne på at anlægge en jernbane fra Horsens til den sydøstlige del.
Efter megen diskussion blev linieføringen fastsat og arbejdet med skinnenedlægning og opførelse af stationsbygninger kunne begynde.
I Hornsyld blev stationen bygget på Posthusvej 5, som adressen er i dag.
Den 25. maj 1884 kørte det første tog afsted under stor festivitas. Køretiden fra Horsens til Juelsminde var 1 time og 20 min. med en fart af 24 km i timen.
Man brugte damplokomotiver som trækkraft indtil 1933, hvor de blev afløst af diesellokomotiver og senere skinnebusser. Foruden persontransport var der også en omfattende godstransport, herunder også kreaturer til slagtning i Horsens.
Mellem Hornsyld og Bråskov oprettedes i 1932 et trinbræt med perron og venteskur lige nord for Nørremarksvej 2.
Stationsforstander Niels Johan Lauritsen var ansat fra 1915 til 1951.
Men efterhånden blev konkurrencen fra rutebiler og privatbiler for stor, og lørdag den 29. september 1957 kørte det sidste tog på banen.
I sommeren 1958 blev sporene taget op, og stationsbygningen købt af postmester Poul Mortensen, der lejede lokaler ud til postvæsenet.