VIDEN OM – Mejeriet

På mejeriet laver man forskellige produkter af mælk. De første mejerier lavede som regel sødmælk, fløde, smør og måske ost.

Før mejerierne kom, foregik dette arbejde hjemme på gårdene. Det var et krævende arbejde og det var svært at lave gode produkter, som folk ville købe.

Omkring 1880 begyndte man at bygge mejerier i landsbyerne og der blev ansat en uddannet mejerist til at stå for produktionen. Nu kunne man samle mælk fra flere landbrug og lave produkter med en bedre og mere ensartet kvalitet.

På mejeriet
Hver morgen blev mælken afhentet hos landmanden af mælkekusken og leveret til mejeriet.
Det foregik med hestevogn og mælken blev leveret i mælkejunger med 40 liter i hver.

Mælkejungerne var mærket med landmandens navn og nummer, og på mejeriet blev mælken vejet. Landmanden fik så senere sin betaling for den mængde, der var leveret.

Sødmælk
Direkte fra koen indeholder mælk ca. 4-5 % fedt. På mejeriet tappede man mælken på flasker, som blev hentet af mælkehandleren. Mælken blev så solgt i mælkebutikken eller måske kørte mælkemanden ud og leverede mælk, smør og ost til folk, hvor de boede.

I 1970’erne begyndte man at tappe mælk på papkartoner, og fremstille letmælk med et fedtindhold på 1,5 %. Senere kom også minimælk med kun 0,5 % fedt.

Fløde
Lader man sødmælken stå i et fad, stiger fløden op og lægger sig i et lag foroven. Så kan man “skumme” fløden, dvs. tage fløden op med en ske. Mælken, der er tilbage i fadet, kaldes skummetmælk.

Det var den gamle måde at lave fløde på, men i 1876 opfandt man centrifugen, der ved at slynge mælken rundt, kunne skille fløden fra mælken.

Fløden kunne sælges eller bruges til at fremstille smør.

Skummetmælken gik retur til landmanden, der gav den til grisene.

Smør
For at lave smør skal fløden kærnes, dvs. piskes eller slynges rundt. Først dannes der flødeskum, men kærner man længe nok, skiller fløden i smør og kærnemælk. De gamle trækærner blev afløst af kærner i rustfrit stål, som var effektive og nemmere at rengøre.
Det gode smør fra mejerierne kunne sælges til en pris, der var dobbelt så høj, som for smørret lavet hjemme på gården.

Ost
Fremstilling af ost stiller krav til mælkens kvalitet, samt de enzymer og bakterier der tilsættes. Lagringstiden og temperaturen har også betydning. Mejeriet måtte derfor indrettes specielt til osteproduktion med ostekar og ostelager.

Når mælken tilsættes mælkesyrebakterier og enzymer dannes ostemasse og valle. Ostemassen presses til faste oste, der lægges på lager.

Vallen gik retur til landmanden, og der gav den til grisene.