Glud Præstegård

3 gange er præstegården i Glud brændt.

Under svenskekrigen, i 1659, skød en polsk soldat efter en høne og der gik ild i præstegårdens tag, så stuehuset og en længe nedbrændte. Gården lå omtrent, hvor den nuværende præstegård ligger og en ny blev bygget på samme sted.

I 1740 nedbrændte præstegården så ved et lynnedslag året efter præsten Poul Gluds død.
Poul Glud var ved faderens hjælp blevet godsejer og ejede flere gårde i Glud og omkringliggende landsbyer.

Poul Gluds enke, den rige og driftige Marie Margrethe Dreyer, tilbød at opbygge gården mod at hendes søn, Hans Glud, fik embedet som præst. Ønsket blev imødekommet og hun gik straks i gang med at opføre ”Danmarks mest herskabelige Præstegaard”.

I 1748 købte hun Jensgaard og 5 år senere byggede hun her en ny gård, som et spejlbillede af Glud præstegård. Da sønnerne delte arven efter hende, fik Hans Glud Hjarnø, samt Glud og Hjarnø kirker, mens Jacob Glud overtog Jensgaard.

Præstegården lå længere tilbage i haven end den nuværende. Mod nord var et smukt haveanlæg i fransk stil.

Stuehuset (borggården) og ladegården var begge trefløjede og de vendte åbningerne mod hinanden. Stuehuset var godt 36 meter lang og de to fløje hver 19 m – så det var en anselig bolig.

Søren Knudsen skriver, at anlæggets symmetri var så gennemført, at man fra ”den smukke låge”, i havens nordlige stendige kan se ad den lange midtergang i haven, gennem den åbne havedør, havestuen, entréen, den åbne hoveddør mod gårdspladsen, tværs over denne, gennem den brede, smukt rundbuede ladedør, tværs gennem tærskeladen og ud gennem en lille lem i ladens sydside, ud over toften til den søndre gade og Fruens Toft.

I 1923 brændte præstegårdens store holstenske lade.

Den nuværende præstegård er bygget i 1936.