Referat fra møde på Lokalarkivet for Gl. Hedensted Kommune 2013-09-03
Lokalarkivet for Gl. Hedensted Kommune
Lokalarkivet holder til på første sal i den gamle stationsbygning i Løsning, Jernbanegade 1.
3. september 2013
Jeg blev mødt af Connie Rosengaard, der gav en rundvisning. Lokalarkivet har første sal og loft til rådighed i den flotte gamle stationsbygning.
Der er en imponerende stor og velordnet samling kasser med arkivalier, ophængte billeder og genstande, og opmagasinerede genstande i flere rum.
Der er tænkt på formidlingen – bl.a. er de mange billeder på væggene forsynet med en kort beskrivelse.
På loftet er der små udstillinger af værktøj m.m. og yderligere et rum, der er under renovering, skal bruges til udstilling.
Det er et problem med opmagasinering af de mange genstande, så man vil gerne have andre (museer) til at overtage dem. Der er bl.a. lige afhentet vitrinesæt af Den Gamle By.
De mange trapper er et problem for ældre besøgende, men ellers er de historiske rammer jo fine.
Referat fra mødet den 3. september 2013, kl. 19:
De fleste fra bestyrelsen var med til mødet:
Formand og Arkivleder Bent Sørensen, Kragelund – Kasserer Niels Christian Jørgensen, Hedensted – Henning Nielsen, Ølsted – Kristian Christiansen, Løsning – Gunner Christensen, Gammel Sole – Connie Rosengaard, Korning (suppleant, står for Korning Lokalarkiv)
Bent Sørensen gav en introduktion til lokalarkivet:
Arkivet dækker den gamle Hedensted Kommune og det kan være lidt svært at forklare, hvorfor det skal være et centralt arkiv i Løsning og ikke være delt ud på flere arkiver i de omkringliggende landsbyer. Problemet løses bl.a. ved at bestyrelsen består af folk bredt fra området og ved, at man tager rundt og holder møder og arrangementer ude i området.
Der er god interesse og aktivitet, med betalende medlemmer (60 kr./person og 100 kr./par).
Hedensted kommune afsætter 100.000 kr. til lokalarkiverne. Arkiverne får normalt 8.300 kr. hver, men i Hedensted lokalarkiv får de to portioner på grund af det store område de dækker og den store aktivitet.
Ud af de 100.000 kr. er der en rest, hvoraf der kan ansøges om ekstra bevillinger til f.eks. fælles udstyr. Sammen råder arkiverne over informationsplancher, projektor m.v., der frit stilles til rådighed.
Registrering foregår ikke på Arkibas, men i egen database, hvor der gemmes på registreringsnummer og med mange søgeord.
I den kommende weekend er der kursus i formidling med deltagelse af 19 personer fra lokalarkiver i Hedensted kommune og underviser fra Sammenslutningen af Lokalarkiver (SLA).
SLA tilbyder en hjemmeside-skabelon (CMS system) til lokalarkiverne for kr. 1000.
Introduktion til Kend din landsby:
Jeg gennemgik kort den tidligere udsendte projektbeskrivelse og tidsplan.
En afprøvning af QR-scanneren (iphone) på Glud Museums QR-kode viste, at videoklippet fylder for meget til at kunne hentes på stedet. Derimod var det ikke noget problem, at hente forskellige hjemmesider. Jeg har tidligere afprøvet QR-scanneren i Øster Snede, Kragelund og Løsning – og næsten alle steder er videoklippet for tungt.
Det betyder, at der de fleste steder må satses på, at QR-koderne henviser til en let hjemmeside med tekst og billede, der så kan henvise til videre information på f.eks. Glud Museums hjemmeside med billeder, evt. videoklip mv., som man så må se hjemme på computeren.
Vi talte om forskellige muligheder for QR-historier, om det skulle være det helt nære med QR-koder på flere huse i samme landsby eller om koderne evt. kunne spredes ud over et større område til f.eks. nogle af de større gårde i området. Der synes at være enighed om, at QR-koderne i første omgang skal placeres nogenlunde samlet i et mindre område (en landsby og deromkring), som der er lagt op til. Det skal ses som forsøg, som så kan være basis for, at de historiske QR-koder breder sig videre ud i kommunen.
Der var enighed om, at bestyrelsen skulle gå i tænkeboks og mødes senere på måneden for at komme med ideer til steder og historier.
Der var et behov for, at jeg viser mere konkrete eksempler på historier, der kan bruges. Lige nu var det svært at omsætte projektbeskrivelsens mange ideer til konkrete opgaver for arkivet.
Dvs. at jeg til vort næste møde skal vise eksempler på, hvad der kommer frem på telefonen, når man scanner koden – eksempler på historier, hvordan de er skrevet og hvordan man kan formidle historien i tekst, lyd og billeder.
Jens Kjær
Næste møde den 26. september kl. 19 – samme sted.