Fjernsynstårnet i Klejs
Fjernsynstårnet i Klejs blev bygget i 1956.
I 50’erne var fjernsynet på vej, men det gik lidt langsomt i starten. Måske fik man et kig hos fjernsynsforhandleren i Horsens.
1953 var første år med tv-licens. 303 danskere fik licens.
I november 1956 starter Billed Bladet rubrikken “TV i denne uge”.
I 1959 var man oppe på 250.000 tv-licenser og ordet antenne blev et nyt ord – ikke mindst i de stadigt voksende nye parcelhuskvarterer.
Hede Nielsen i Horsens kom tidligt med på bølgen og producerede “Arena” fjernsynet. I 1960’erne var Arena Danmarks største radio- og fjernsynsproducent.
Radiokædestationerne med tårne blev bygget til distribution af Danmarks Radios TV og radioprogrammer og til telekommunikation for Post- og Telegrafvæsenet.
De grå eller grønne tårne er op til 75 m høje, 7 m i diameter og bygget i jernbeton.
De syv tårne blev placeret på de højeste punkter i landskabet. Signalet blev overført af mikrolink-paraboler i området 4000 MHz.
Da man byggede Fjernsynstårnet i Klejs i foråret 1956 foregik det i døgndrift.
Tårnet blev opført af to hold, der arbejdede tolv timer på skift. Glideforskallingen blev hævet med 3 cm ad gangen, og tårnet blev 4-5 meter højere i døgnet.
Der er 63 meter op til øverste platform, der blev nået natten mellem den 27 og 28. august.
Der var tolv mand på hvert hold. Det var en svensker, som stod for glideforskallingen og der var et fast sjak som rejste rundt. Men der var også en del lokale folk fra Klejs, Gramrode og Åstrup med.