Skovfogedhuset Søkjær
Palsgård byggede huset ca. 1850 til deres kusk Jens Nielsen og stuepige Else Marie Iversdatter.
Da de blev gift udnævntes Jens Nielsen til skovfoged og fik huset i fæste med al den jord, som Juelsminde nu ligger på.
Der var beboelse i den ene ende af huset, og stald til det meste af besætningen i den anden. Her var 8 køer, to heste og en flok høns. Uden for var der opført små hytter til kalve, svin og får.
I beboelsen var der en lille forstue med toppede brosten. Til højre en dør ind til et lille rum med et lille vindue og en bræddeseng, som var tjenestedrengens soveplads. Her var også en indmuret gruekedel til kogning af vasketøj, men også til f.eks. at koge blodpølse i, når juleslagtningen fandt sted.
Det næste rum er køkkenet med vindue, et fasttømret træbord, men intet komfur, kun en åben skorstensskøde med en stor indmuret bageovn.
Ved siden af køkkenet lå mælkestuen, hvor der var lerfade til mælken. Kærning af smør foregik som regel to gange ugentligt. Efterhånden, som der kom folk til den nye stationsby var der også salg af mælk. Den var endnu varm, når de hentede den for 10 øre pr. pot (ca. 1 liter)
Fra køkkenet fører en dør til opholdsstuen. Der er hvidskuret bræddegulv bestrøet med sand. Møblerne er udelukkende af træ; der er ingen polstrede stole.
I det lille sovekammer står bræddesengene – der er ingen madrasser, men halm med et stykke olmerdug over. Et ypperligt opholdssted for lopper.
Så er der ”æ overstou” med en fritstående seng, borde og stole og et rødt chatol med værdipapirer og patroner. Bøssen hænger på væggen.
Til sidst pigekammeret med en seng, hvor pigen og de to børn sover.