Stormly

Oprindelig bygget som fælles kommuneskole for hele Klakring sogn og indviet med 90 skolesøgende børn den 22. okt. 1856.

Skolen var en murstensbygning med stråtag og med et udhus (stald, lade, brændehus) i bindingsværk.

Grunden kostede 400 rdl. (rigsdaler) og bygningerne 2200 rdl.

To kakkelovne og en brønd med pumpe var købt for 200 rdl. Den nymodens pumpe gik hurtigt i stykker og måtte erstattes af et rækværk rundt om brønden og en vippe med spand.

Peder Petersen flyttede hertil fra Klakring Skole, hvor han havde været lærer siden 1837. Han var også degn og kirkesanger. Der hørte 9 tdr. land jord til skolen.

Den gamle skole, der lå midt i Klakring, blev solgt for 1100 rdl., så hermed blev de samlede udgifter til skolefornyelsen reduceret til 1700 rdl.

Stigende børnetal
Mange Klakring gårde blev frikøbt fra godsejerne i anden halvdel af 1800-tallet. De nye selvejerbønder udstykkede i stort omfang gårdene, så udmarken blev basis for en ny gård til en datter eller en søn.

Antallet af familier steg og dermed også børnetallet.

I 1862 var der 120 børn i skolen og en andenlærer måtte ansættes.
I 1875 var børnetallet steget yderligere til 150.

Noget måtte gøres!

Østre og Vestre skoler
Løsningen blev at erstatte fælleskolen med to nye skoler. En skole i Klakrings østre ende i 1878 og en i vest, mellem Klakring og Vesterby i 1883.

Jean Fischer og Klakring Ungdomsskole
Skolen her på stedet blev solgt til en velhavende og lærd mand fra Vestbirk, Jean Arnold Fischer, der ville drive skole med et internationalt udsyn:

”PROGRAM for Klakring Ungdomsskole
Skolen forbereder til Præliminæreksamen.
Af sprog undervises i: Engelsk, Tysk, Russisk, Fransk, Italiensk, Spansk, Græsk, Latin, Oldnordisk, samt enkelte andre. For Folk, der vil udvandre til de forenende Stater eller Australien, er engelsk det vigtigste… ”

I 1894 blev der foran den gamle Skole opført en ret stor Skolebygning med mange Elevværelser, og fhv. Højskoleforstander fra Falster Niels Højgaard, blev engageret.

Men elevtallet svigtede og en lov om almenskolen i 1903 betød, at eleverne i stedet søgte til Horsens.

Potentia
Niels Grøn, en brorsøn til folketingsmand Nielsen Grøn, Klakring, lejede det røde hus.

Niels Grøn var journalist, uddannet på Harvard universitet i USA og bl.a. kontaktmand ved et forsøg på at sælge de dansk-vestindiske øer til USA i 1897-98.

Han var knyttet til Potentia organisationen som agitator og forretningsfører. Potentia stod for sandhed og ret for alle og blev udbredt til mange lande med prominente medlemmer. Organisationen strandede dog på grund af indre stridigheder uden at der blev opnået noget.

Huset havde herefter forskellige lejere, bla. en periode som hvilehjemmet ”KVÆLD”.

Stormly
I 1938 købte Th. Frederiksen stedet.

Under navnet “Stormly” blev det plejecenter for 42 mandlige epileptikere (en Underafdeling af “Filadelfia”). Det var på samme måde og under samme ledelse som på “Sell’s Minde” – den senere Vrigsted Efterskole – hvor der var plads til 38 kvinder.

I 1961 blev det en selvejende statsanerkendt institution.

Stormly blev ombygget i 1996 med 24 plejeboliger.

Stormly er i dag et socialt døgn- og dagtilbud med speciale inden for epilepsi og hjerneskade.
Tilbuddet ejes og drives af Filadelfia.
Der er ca. 40 ansatte med bredt sammensatte specialer.

Kilder:
Bjerre Herreds Bogen 2, forstander Verner Pedersen, s. 243:
Vejle Amts Folkeblad, 18.07.1952, R. Vestergaard Hansen, der var født i Hyrup, og havde været lærer i Juelsminde, Klakring, Hornum, Nebsager og Braa.