Nøttrup Skole 1878-1908 – Nøttrupvej 12

Skolebørnene i landsbyen Østermarken, nord herfor, måtte i 1870’erne hver dag gå den lange vej til skolen i Rårup, 2 km fra deres landsby.

Men så gjorde Østermark-boerne oprør. De ville have deres egen skole.

Loven sagde, at der højst måtte være en fjerdingvej at gå for børnene, dvs. 1/4 mil = 1,9 km. Så der var for langt til Rårup.

Beboerne i Nøttrup var på samme måde sure over den lange vej til Klejs Skole.

Så slog sognerådet to fluer med et smæk ved at bygge en ny skole på dette sted, ude i det vilde, tæt ved en dyb, skovklædt ådal, midt mellem Østermarken og Nøttrup, og kun 1,5 km væk fra begge landsbyer.

Så kunne børnene gå i skole ad en trampesti langs marker og hegn, og over en simpel træbro over bækken nede i ådalen.

– Det blev en skrap tur for Østermark-børnene, især om vinteren, når der lå dyb sne og det var mørkt. Men reglerne om afstand til skolen var fulgt!

Billede viser skolens lærer og elever i 1904.

Da skolen ophørte og overgik til privatbolig, blev den ene ende af bygningen, den med skolestuen, nedrevet, som det ses på billede nedenfor, fra omkring 1940. Senere blev der bygget til igen.

Kilde:
Hanne Skriver: Gamle, nedlagte landsbyskoler i Bjerre Herred, Lokalarkivet for Glud-Rårup-Skjold-Hjarnø sogne