Hedenstedvej 24 – Slagterbutik, slagterhus og hjemmesygeplejeske
I 1923 bygger Slagtermester Viggo Jensen er hus med butik og tilhørende slagterhus – Viggo drev forretningen sammen med sin kone Metha og her var slagterforretning i mere end 30 år.
Viggo Jensen udtalte altid: ”jeg har kun det bedste”, hvis kunderne antydede, at det de ville købe ikke var særlig godt.
Der er blevet fortalt mange historier om Viggos handelsmetoder. Fx siges der, at der blev gjort forskel på konerne til Teglværksarbejderne og de mere velhavende koner (gårdmands-, mejeribestyrerens- og brugsuddelerens) – bl.a. at han gemte det gode kød i kølerrummet til dem. Han skulle efter sigende også veje sin egen finger med, hvis ikke man ikke fulgte med i vejningen.
I sidebygningen blev der lavet en lejlighed, som menes at skulle være aftægtsbolig, men den blev lejet ud hjemmesygeplejersken (forskellige sygeplejesker) for Urlev-Stenderup kommune. Hun havde en tavle i gangen som man kunne skrive sig på, hvis man ville have besøg. Hun fungerede også som sundhedsplejerske for småbørn.
Alle sygeplejersker var ugifte, da lejemålet var for lille til en familiebolig, så når de unge sygeplejersker giftede sig og stiftede familie, kunne de ikke længere beholde dette job.
Sygeplejersken spillede en stor rolle i folks sundhed denne gang, hun var faktisk lægens medhjælper. Mange kom til hende før de gik til læge (for det kostede penge, hvis ikke man var medlem af en sygekasse). Hun tog sig af klargøring af lig ved dødsfald, og hvis folk var blevet opereret tog hun sig af alt det efterfølgende. Hun tog endda ned på skolen med tættekam, for at tjekke børnene for lus.