Uge 24 – Asløkke

Uge 24 – Asløkke
Laudam

Laudam
Laudam

Asløkke er en samling af gårde og huse opstået ved udflytning i en regulær blokudskiftning af den sydlige del af As sogn. Bebyggelsen ligger på et frugtbart moræneplateau, der omgives af Klejs Kær og Klakring Kær samt landevejen mellem Juelsminde og Glud.

I området ligger gårdene Dyrgård og Thomashøj, som tilsyneladende er små enestegårde etableret før udskiftningen i 1797.
Nogle af de øvrige gårde bærer besynderlige navne som Øster- og Vester England, andre som Kombusk, Laudam og Holbækgård synes at have taget navn efter næromgivelserne.
De rektangulære lodder markeres tydeligt af diger, hegn og veje. Miljøet består generelt af velbyggede gårde i grundmur med tre eller fire længer.

I 1867 byggedes en skole til udflytterbørnene. Den startede med et børnetal på 47 og der ansattes en nyudannet lærer fra Gedved seminarium.

I den nordlige del af området er fundet rester af maritime anlæg og bopladser fra jernalder/vikingetid.

Kilde: Kulturmiljøer i Hedensted Kommune