Flystyrt – Vejle Fjord 1942

Den 8. November 1942 styrtede Wellington V Z1343 ned i Vejle fjord omtrent ud for Træskohage Fyr.

Foto: Wikipedia

Fra Flyvehistorisk Tidsskrift:
“70 bombefly minerede ved Brest, de Frisiske Øer og de danske farvande. To Halifaxes og to Wellingtons gik tabt. Seks Wellingtons fra 300 BS deltog i operationen. Tre skulle minere i den sydlige del af Lille Bælt ved Brandsø, mens resten skulle minere ved udmundingen af Vejle fjord.

Kl. 18.54 lettede Wellington Z1343, som den første af de seks fly. Ca. kl. 22.00 blev flyet observeret over Vejle fjord. I lav højde fløj det ud over fjorden i østlig retning.

Ud for Trelde Næs svingede flyet og kom tilbage i lav højde over Østerskov. Det drejede igen ned over fjorden et godt stykke vest for fyrtårnet (Træskohage). Ude over fjorden tog flyet pludselig vandet flere gange for sluttelig at gå helt ned med et stort brag.
Flere danskere hørte braget, og fra nordkysten sejlede Hilmar Andreasen og Niels Nielsen ud i en pram. Der var nogen vind, men i mørket kunne de to redningsfolk høre nødråb.

Efter 20 minutters kraftig roning nåede de ud midtfjords og sejlede ind i en samling »pindebrænde«, som flød rundt. Det var rester af flyet. Her fik de pludselig øje på en flyver, som iført flydevest holdt en såret kammerat oppe. Det var piloten, Sgt. Stefan Chmielewski, og bombekasteren, Sgt. M. Dadej, begge fra det frie polske flyvevåben.

Andreasen og Nielsen fik hurtigt de to flyvere op i prammen. Piloten havde krampagtigt holdt en blikbeholder med en brevdue, men duen var død, så beholderen gik over bord sammen med diverse papirer. Sgt. Dadej havde ret svære læsioner på den ene side af hovedet og måtte holdes fast, da han på grund af smerte og uklarhed var ret ustyrlig.

Da de nåede i land, blev piloten ført til fyrpasserens hus, hvor han blev forsynet med varmt tøj, et par store snapse og adskillige kopper skoldhed te. Senere på aftenen blev han ført til Sanatoriet ( Sanatorievej 26, 7140 Stouby), hvor en tilkaldt ambulance allerede havde bragt hans sårede kammerat. Tyskerne kørte rundt i området den pågældende aften, men fandt intet spor af de to polakker. Først næste dag fandt tyskerne ved hjælp af en anonym telefonopringning frem til Sanatoriet. Overlægen nægtede at udlevere Dadej, og tyskerne posterede et par vagter på gangen udenfor flyverens sygestue.

Kurgæsterne tog en hjertelig afsted med Chmielewski, og da tyskerne kørte bort med ham, fik han et rungende hurra. Denne sympatitilkendegivelse blev taget meget unådigt op af de tyske vagter, og da en tysk officer senere overfor overlægen udtrykte sin misbilligelse af hurraråbene fik han det salomoniske svar: »Her får patienterne altid et hurra, når de rejser«. Efter en halv snes dages forløb tog de tyske vagter af sted med Dadej, der ret hurtigt var kommet til hægterne. Et par uger senere modtog personalet på Sanatoriet et takkekort fra Stalag Luft 1. Fangenummer 879 Dadej var nået frem til sit midlertidige logi.

Allerede om aftenen den 8. november begyndte rygterne at løbe, og de tog til i årene efter krigen. Resten af besætningen var flygtet til England via Sverige.

Sandheden er dog helt anderledes og trist. Under redningsarbejdet fandt toldopsynsmand Grau en omkommet flyver, der blev bragt op på Sanatoriet.

Liget af navigatøren, F/O Ludomir Borowicz, blev afhentet af tyskerne og senere begravet på Fourfeldt kirkegård ved Esbjerg.

Telegrafisten, Sgt. Zygmunt Ludwik Rausinski, og haleskytten, Sgt. Jan Leszek Cieszynski-Nalecz, blev aldrig fundet og er fortsat meldt savnet.

De to øvrige Wellingtons kom senere ind over Vejle fjord. Kl. 22.35 kastede Sgt. B. Wojno i Z1415 sine miner, og flere steder blinkede danskere V-tegnet til flyet.
Ni minutter senere kastede piloten i Z1288 sine miner.” (FT 90-46-7)

Stouby Lokalarkiv optog den 8. Januar 1988 en samtale med den dengang 93 årige Niels Nielsen – kaldet Niels Smed – som var født den 1. 2. 1895 og Arne Rønsholt Thomsen, Stouby.

Niels “Smed” var en af de to redningsmænd, som bjergede de to polske flybesætningsmedlemmer fra Wellington V Z1343. Den anden redningsmand var Hilmar Andreasen, søn af Peter Andreasen, som var opsyns mand på Vejlefjord Sanatorium, og som boede ved stranden lige vest for Træskohage Fyr i “Strandhuset”, tilhørende Vejlefjord Sanatorium.

Følgende er udskrevet fra båndoptagelsen med Niels ”Smed”. Originaloptagelsen kan høres på Stouby Lokalarkiv:

Niels ”Smed”:
Det var kl 10 om awtenen. Vi stod udenfor og så den faldt ned og så ku’ vi høre de råft om hjælp. Peter Andreasens søn Hilmar var heldigvis hjem’ og så sejlet vi ud.
Det varet jo noget inden vi fandt dem derude. Vi sku’ jo ud midt i æ fjord i bælgmørke. Vi ku’ jo ett brug lys, for de fløw jo øwenøwer wos.
Men tilfældigvis kom vi te dem – tow mand. Den jen han fejlet ett nowed. Han holdt ham den såret i æ arm. Så fek vi dem indenbords.
Grau’s de kom også ud og de fandt jen der var drownet. Men så manglet der tow mand.

Arne Rønsholt Thomsen:
Den dag de kom fra Sanatoriet. De havde jo en tradition ned på Sanatoriet, at alle de opgående patienter var nede og vinke farvel til de hjemsendte patienter. Og da tyskerne de kom og hentede de her polakker, da stillet de også op dernede og så råbte de hurra for de her polakker og så vendte de lige ryggen til da tyskerne kørte, og det blev de meget, meget fornærmet over. De var helt tosset dernede, men Graversen (overlæge) sagde, at sådan gjorde man altid når patienter blev udskrevet fra Sanatoriet.

Niels ”Smed”:
Det er alliwel møj når vi står der ind i æ strandkant, og hører de råwer om hjælp – det var mere end midt ude. Vi ku’ høre lisså tydlig de råft om hjælp.
Det værst det var da vi begyndt og sejl indad. Det var jo en robåd og det var sørme ett sjov. Ham der var ett såret, han slap ham der var såret. A sad hen ve æ bagend, så ham snappet a. Så snappet han i æ side a æ båd, men Hilmar der roet, han sprang øver i den anden side a æ båd, og så tog a den såret bagind. Han var sørme tung og så bevidstløs. Og æ båd – den var sgu ett for stuer.
Nej, vi ku sgu godt være bløwwen derude.