Stagsevold

Stående ved Stagsevold i den vestlige del af Stagsrode Skov kan enhver se, at her har ligget en lille borg omgivet af en voldgrav. Man ser kældermurene til et oprindeligt borghus opført af munkesten. Der har sandsynligvis kun været 1 etage over kælderrummet.

Grundtegning af Stagsevold, som anlægget fremstod ved Nationalmuseets udgrav-ning i 1941-42.
Grundtegning af Stagsevold, som anlægget fremstod ved Nationalmuseets udgravning i 1941-42.

På tegningen kan man se, at anlægget har været betydeligt større. Vest for det eksisterende anlæg har der været en forborg omgivet af en tør voldgrav og med en bygning med staldrum og rum til mandskab. Man fandt rester af stolper fra en oprindelig bro til forborgen i voldgraven mod nordvest.

Udgravningen af Stagsevold afslørede, at hele anlægget stammer fra ca. 1300, og at det blev nedbrudt, tilsyneladende efter brand, ca. 1400.

De viste genstande plus nogle smukke lerkander og mønter kan alle dateres til 1300-tallet
De viste genstande plus nogle smukke lerkander og mønter kan alle dateres til 1300-tallet

De arkæologiske fund placerer Stagsevold i en meget urolig tid i Danmarks historie. Under Erik Menved og Kristoffer II (1286-1326) var landet en skueplads for indre stridigheder mellem konge, adel og bønder. Stridigheder, der fandt en foreløbig afslutning, med Niels Ebbesens drab på ”Den kullede Greve” i Randers 1340.

1340 enedes man om at krone Valdemar Atterdag til dansk konge, og for ham lykkedes det at samle og genrejse riget. Han døde i 1375.

Stagsevold blev enten lagt øde under konflikterne i Valdemar Atterdags tid, eller mere sandsynligt af Dronning Margrethe I i dennes opgør med adelen. Det skulle så være sket ved tvangsnedbrydning hen mod år 1400.

Sagn om Stagsevold
Det var en tid, hvor enhver stormand var sig selv nærmest og sikkerheden ikke større end forsvarsevnen. Ligeledes kunne den hurtigste vej til magt og rigdom være at røve fra dem, der var svagere – både sørøveri og landevejsrøveri kunne give midler til at lønne en væbnet styrke. Sagnene om Stagsevold som base for røvere, er de mest fortalte.

Et andet sagn fortæller, at ødelæggelsen af Stagsevold var første gang, der blev brugt kanoner til indtagelse og ødelæggelse af en borg i Danmark.

Et tredje sagn – og nok det der er tættest på at have sandhedsværdi – fortæller, at Stagsevold var forløberen for Rosenvold – at anvendelig byggemateriale fra Stagsevold blev genbrugt på Rosenvold. Så historien om Stagsevold er en del af historien om Rosenvold.

Kort med placering af QR-historier i Barrit/Vrigsted og omegn.