Montmartre

Villa Marie – senere Montmartre
Villaen blev bygget til justitsråd Poulsen, der var ansat hos godsejer E.V. Schou, Palsgård.
Poulsen havde en lille gammel bil, det skulle være den første bil, der var set i Juelsminde.

Skovriderbolig
Senere blev huset bolig for skovrider Andersen, der først boede i Jægersborg på Ashoved.

Montmartre
Godsejer Schous onkel, maleren Peter Alfred Schou (1844-1914) boede nogle år i villaen.
I 1913 indrettede godsejer Schou et atelier til ham, og han døbte huset om til Montmartre til minde om sin ungdomstid i Paris.

P.A. Schou malede altertavlen i Juelsminde Kirke. Han malede fra huset og haven, Fregatten Jylland og forskellige motiver fra Palsgård.

Fru Elisabeth Schous mor og bror boede nogen tid i villaen.

I kælderen var der en lille lejlighed, hvor fru Bæklund boede fra 1918 til 1919. Senere boede Hans Rasmussen der, da han arbejdede på Palsgård.

Den øverste lejlighed blev funktionærbolig. Her boede ingeniør Ersbak og senere ingeniør Børge Petersen.

Godsforvalter E. Lepper boede her og efter hans død fru Sigrid Lepper til sin død i 1983.

I 1984 flytter arkitekt Jørn Ginnerups tegnestue ind i den statelige bygning.