Uge 25 – Spindekonens høj
På sydsiden af Horsens Fjord, et par hundrede meter fra Bisholt Strandvej mod Flintehage ligger Spindekonens høj.
Gemt bag træer og buske ligger højen og inde under tjørnekrattet er jorden gravet grundigt igennem af ræven.
Sagnet fortæller, at i gammel tid sad der en græsselig heks i højen og spandt guld til nisserne i Vorsø Kalv.
Endnu for en menneskealder siden kunne resterne af hendes brønd ses lige ved strandkanten. Den bestod af en nedgravet, hul egebulle, hvor i der løb en lille bæk ud af brinken.
Her hentede Spindekonen vand i en krukke til at bløde fingrene i, når de blev for varme, for rokken skal selvfølgelig snurre rasende rask, når der skal spindes guld.
Rundhøj, stenalder dateret 3950 – 2801 fvt.
1947 Museal berejsning
Nationalmuseet, Danske Afd., Danmarks Oldtid
Tomt af Rundhøj paa Strandbrinken, kaldet “Spindekonens Høj”, 0,8 – 1,0 x 12 – 13 m. En tæt Krans af Randsten, Diameter ca 10 m; der ses 15 Randsten, men flere er skjult i Højsiden. I Nordsiden et stort, firkantet Hul, ca 1 x 3 x 4 m, der angiver Pladsen for et bortryddet Kammer. Bevokset med Græs og Fyrrebuske langs Kanten af Hullet. (Fredes efter sin Beliggenhed.)