Aale forsamlingshus
Det første forsamlingshus blev bygget her i 1882.
Det var i en dynamisk tid, hvor også andelsmejeriet og brugsforeningen kom til. Man holdt også møder hos Anders Jensen Dahl på Aale Pigehøjskole – men det kneb med pladsen.
Der blev derfor tegnet aktier til et nyt hus og beboerne bakkede op om ideen.
Det blev til Aale gymnastik og Forsamlingsbygning.
Gymnastikken var i disse år kommet til landet fra Sverige og vandt stor tilslutning.
Pladsen var dog begrænset og når mændene skulle lave kraftspring måtte de starte ovre ved smeden på den anden side af gaden for at få tilløb. Så kom de susende ind af døren og kunne fuldføre springet i salen.
I 1912 begyndte pastor Kring og lærer Godsk at samle sognets unge til møder hver anden onsdag aften – i løbet af vinteren.
Møderne kunne samle op mod 150 deltagere og i 1920 dannedes en ungdomsforening, der herefter stod for møderne.
Forsamlingshuset, der ligger her i dag blev bygget i 1924. Det er tegnet af arkitekt H.G. Jensen fra Horsens og kostede 24.000 kr.
Huset har været en fortræffelig ramme om et rigt folkeligt liv gennem genarationer – og er stadig et smukt og nyttigt aktiv for byen.
Forsamlingshuset har gennem tiden været samlingspunkt for meget af det, der er foregået i sognet af gymnastik, folkedans, møder, generalforsamlinger i forskellige foreninger, foreningsfester, baller, private fester og sammenkomster som fødselsdage, bryllupper og begravelser.