Dysbjerg

Dysbjerg har altid virket dragende på folk. Bjerget, der rejste sig på den flade mark og gav udsyn fjorden rundt.

Her er holdt folkemøder på Grundlovsdag, skytteforeningen samledes her, og her fejrer de lokale Sct. Hans aften.

Grusgraven
Den store sandbanke har også lokket entreprenører til og i de sidste godt 100 år er bjerget svundet i højde og drøjde. Sandet var godt støbesand og byggeriet, kloak- og drænrør har krævet deres.

I 1943 skriver Søren Knudsen:
”Da min Fader i Foraaret 1889 gjorde Anstalter til at bygge os et nyt hus, var jeg med ham ved Dysbjerg for at skrælle Græslaget af, hvor nu den store Sandgrav er.

Dette var altså Begyndelsen paa denne. Der fandtes dengang kun den lille Grav (vesten for Kvikknuden) – og følgelig var Toppen endnu dengang uberørt af Nedstyrtninger.

Paa hosstaaende Billede ses to punkterede Linier, i hvis Skæringspunkt en Fugl er tegnet. Hvor Fuglen er, var Toppen oprindelig. – Drengen sidder paa Kvikknuden. – Sic transit gloria mundi !” (Således forgår verdens herlighed).

Siden er der gravet meget sand på stedet, men selv om Dysbjerg er betydelig mindre i dag, så er det stadig et dejligt sted med fred og ro og vidt udsyn over fjorden.

Et sagn fra Dysbjerg –
Den daværende ejer af Stougaard, H. J. Rasmussen fortalte historien i fuld alvor til Søren Knudsen, ca. 1920.

H. J. Rasmussens oldefar, som også havde ejet Stougaard og Dysbjerg, gik en dag på bjerget og pløjede, og ud af bjerget kom der ingen mindre end ”Bjergkonen” med en knækket ovnrager og bad ham om at lave den i stand, hun skulle til at bage brød.

Manden var situationen fuldstændig voksen, han tog sin plovøkse – til de gamle træplove hørte der en lille økse – huggede en raft i skoven lige ved bjerget og skæftede ragen pænt op.
Konen takkede og gik ind i bjerget.

Da manden havde været hjemme til middag og kom igen, lå der en dejlig ”hvedebuse” (hvedebrød) på hans plov. Det var lønnen for hans tjenestevillighed.
På spørgsmålet om hans oldefar havde spist brødet, svarede H. J. Rasmussen, ”Ja, han tog imod det og var glad til”.

Ifølge Dansk Folkemindesamling skulle svaret vise, at sagnet er meget gammelt, fra en tid, hvor folk ikke var bange for de underjordiske væsener.

Dysbjerg sangen
Her synges Dysbjerg sangen på Glud Museum med hjælp fra Juelsminde Kirkekor.

Muligheden for at se videoen med Dysbjerg sangen på stedet afhænger af mobilselskab og aktuel forbindelse: