Ankeret
Fregatten Jyllands store, flotte anker er Juelsmindes vartegn.
Fregatten Jylland blev bygget på Holmen i København i 1860. Den var med sit lange, slanke skrog flådens hurtigste skib, svært armeret og manøvredygtigt.
I 1864 deltog Fregatten Jylland i slaget ved Helgoland sammen med Fregatten Niels Juel og korvetten Heimdal. Under det to timer lange slag affyres 611 skud fra fregattens 40 kanoner og til sidst må fjenden, de østrigske og preussiske skibe, flygte til neutralt farvand.
Skibet havde sit sidste togt i 1886 og blev i 1908 solgt til ophugning.
Det lykkedes imidlertid to energiske mænd, fiskeriinspektør Christian Løfting og overingeniør Carl Holtermann at redde fregatten og i 1912 opsøger Christian Løfting godsejer Schou, Palsgaard. Han have hørt, at Schou var en meget national bevidst mand og tilmed ret så gavmild.
Christian Løfting forelagde sit ærinde i håb om at få et bidrag til den gode sag.
Ejnar Schou bad ham vente, mens han gik ind i stuen ved siden af for at tale med sin kone. Da han efter 10 minutters forløb kom tilbage, sagde han kort og godt: ”Vi køber skibet!”
Fregatten ankrede op i Sandbjerg Vig og blev en stor turistattraktion.
Under sit ophold i Juelsminde fungerede Fregatten Jylland som radiotelegrafistation for telegrafistskolen i Svendborg. Man stod i daglig kontakt med senderen i Eiffeltårnet i Paris og når meldingen kom, om at klokken var 12, lod kaptajn Christensen en salutkanon affyre. Så kunne hele Bjerre Herred stille urene derefter.
I 1914 afholdt godsejer Schou en mindefest (50 år) for Slaget ved Helgoland. Han indbød alle veteraner, som havde deltaget i slaget, som gæster på fregatten, engagerede gardens musikkorps og gav frokost ombord på skibet med efterfølgende middag på Færgegården. 254 veteraner deltog.
En vinter frøs fregatten fast i isen og ved tøbrud gik den med isen ud af Vigen og mistede det ene anker – det største. Det blev senere fundet af en fisker og bjerget i land på Stormolen.
Da man i 1933 indviede mindeparken for Ejnar Viggo Schou flyttede man ankeret op på hjørnet af Odelsgade og Ejnar Schous Allé. I 2011 blev det flyttet tilbage på Stormolen.
Efter Ejnar Schous død i 1925 købte marineministeriet fregatten til ophugning. Atter en gang blev der rejst en stemning for bevaring og det lykkedes de følgende år at samle over 400.000 kr. ind. Fregatten gennemgik en restaurering og regeringen gik ind på at vedligeholde fregatten i 50 år.
For flere generationer af provinsbørn blev de obligatoriske skoleudflugter til København lig med indkvartering på Fregatten Jylland. I perioden 1936-59 overnattede ca. 200.000 børn på skibet.
I 1960 kom det hårdt medtagne skib til Ebeltoft, men der skulle gå helt indtil 1989, hvor hjælp fra Mærsk Mc-Kinney Møller og en landsindsamling satte skub i en gennemgribende restaurering.
I 1994 kunne den restaurerede Fregatten Jylland indvies.