Uge 36 – Havre i Nørre Aldum
Et usædvanligt syn. Havreneg på marken tilhører tiden før mejetærskeren.
Tilbage i 1950’erne optog havre ca. 200.000 hektar, og endte som valset foder til landbrugets ca. 400.000 arbejdsheste.
Der havde været ca. 600.000 arbejdsheste i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, men med traktorens indtog blev stadig flere heste arbejdsløse.
I 1950 var der ca. 18.000 traktorer og bare 20 år senere 175.000 – og så var der kun ca. 16.000 arbejdsheste tilbage.
I dag dyrkes havre på godt 50.000 hektar og arbejdsheste er blevet historie.