Bjørnsknude

Bjørnsknude Rev strækker sig 2½ km ud i havet mod sydøst.

Her lå i fordums tid en ø eller halvø – måske med bjørne – men helt sikkert med skov og høje skrænter mod havet.

I 1654 omtales Bjørns Knude af lægen og oldtidsforskeren Ole Worm og i 1758 beretter forskeren J. Langbech om knudens indhold af alunjord, hvoraf han udvandt vitriol, som kunne inddampes til kobber (5 lod kobber af 6 skæpper alunjord).

Den plastiske ler er også karakteristisk for området.

Tilbage i 1600-tallet var der så meget skov på Bjørnsknude, at den var vurderet til 24 svins olden.

Men havet sled på skrænterne og i årene 1870-1940 forsvandt 3-4 ha af Bjørnsknudes land.
Noget af det bortførte sand og ler lagde sig til ro mod nord og dannede, sammen med driver af tang, den lave strandeng, hvorpå Juelsminde er bygget.

Bjørnsknude Rev kræver opmærksomhed af de søfarende og adskillige skibe er gået på grund her i tidens løb. Det langstrakte rev kan i isvintre skrue isen op i store ”isbjerge”.

Knudegården
Knudegården er opført omkring 1860 og tilhørte Palsgaard til omkring 1920.

Peder ”Knude” fortæller om en stranding ved juletid i 1920. Skipper Christensen fra Stege var på vej hjem med en last hvede. Hveden gik til bunds, og stedet var i lange tider derefter tilholdssted for mængder af ænder og andre svømmefugle, som ved lavvande kunne dykke ned til kornet.

En overgang havde Peder ”Knude” eget røgeri, og sommergæsterne har købt mange røgede sild og makrel hos ham. Det var ellers en god forretning, siger han, men jeg blev ærlig talt til sidst ked af den megen kontrol fra Statens side. Der er alt for meget af den slags nu om stunder. Det hele går snart op i administration og det finder jeg meget forkert (sagt i 1956).